Præstebro Kirke
Alle er altid velkomne i Præstebro Kirke

Prædiken til 5. søndag efter påske

Prædiken til 5. søndag efter påske
Udgivet af Hjørdis Kjærgaard, man d. 25. maj 2020, kl. 16:18
Kirken i denne coronatid

Godformiddag og velsignet dag til alle jer- I morgen åbner Danmarks kirker igen for gudstjenester og andre aktiviteter- og vi i Præstebro Kirke glæder os til at se jer igen☀️⛪️??

Her kommer den sidste coronatids prædiken her på Facebook:

Johannes giver os evangeliet til 5. søndag efter påske:

Da Jesus var færdig med at tale, så han op mod himlen og sagde: ”Far, nu er min tid kommet. Vis, hvor magtfuld din søn er, så han kan vise, hvor magtfuld du er. Du har givet mig magt over alle mennesker, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, som du har givet mig. Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og mig, Jesus Kristus, som du har udsendt. Jeg har vist menneskene din styrke ved at gøre det arbejde, du har pålagt mig. Far, giv mig nu den guddommelige plads tilbage, som jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

Jeg har gjort dit navn kendt for dem, som du har taget fra verden og overladt til mig. De tilhørte dig, men du har givet dem til mig, og de har gjort, hvad du har sagt. Nu forstår de, at alt, hvad jeg har fået, kommer fra dig. Det, du har sagt til mig, har jeg sagt til dem, og de har taget imod det. Derfor ved de, det er sandt, at jeg kommer fra dig, og de tror på, at det er dig, der har sendt mig.

Det er mine disciple, jeg beder for – ikke for verden, men for dem, som tilhører dig, og som du har givet til mig. Alt mit er dit, og dit er mit. Gennem dem er min guddommelighed blevet synlig. Jeg kommer tilbage til dig, og er ikke længere i verden, men det er de. Hellige far, sørg for, at de holder fast ved dig sådan som jeg har lært dem. Så bliver de en enhed, ligesom vi er.” Amen.

---

Jeg har været på lidt af en rejse op til denne her søndag. Johannes, han har været min rejsekammerat.

Og jeg må med skam melde, at jeg egentlig ikke havde de helt store forventninger til turen, til rejsen. Jeg holder rigtig meget af ham, Johannes, det gør jeg. Men sagt med respekt, kærlighed og glimt i øjet, ja, så kan han altså godt være noget af et poetisk, filosoferende sludrehoved, og det er ikke altid lige nemt at finde hoved og hale i, hvor vi skal hen.

Vores rejsekammerat Johannes, det er Johannes, der fortæller os om Jesus liv og død,- Det er evangelisten Johannes med alle de smukke og ordrige og til tider ret knudrede formuleringer. For Johannes, Johannes, hvor skal vi begynde? Hvad giver du os med på rejsen, hvad er kufferten pakket med til i dag? ”Far, timen er kommet. Jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig…” Jesus ber for sine disciple, og der er ingen vej tilbage nu. Det er aften i Getsemane Have, de har lige spist sammen, og Jesus har talt til dem om sin død og givet dem brødet og vinen. Timen er kommet, for på den anden side af det kølige aftenmørke venter Langfredag og Golgata og død.

En rejse i kærlighed: Barnet i krybben julenat, englenes sang om fred over hele jorden. Og nu manden, Guds egen Søn, der snart skal gå det sidste stykke, gå den vej, som kun han kunne- gennem døden og ud til opstandelsens liv og lys. Han er på vej. De er på vej, vi er på vej. Og han beder for dem, og han beder for os. Og han ber ikke om hvad som helst.

Ligesom når en bøn eller tanke finder vej i os, og vi håber og fx ber for én, vi elsker og holder af, eller os selv- ja, så handler det sjældent om hvad som helst. For der er noget på spil, og det ved vi godt. Det er en del af livet. Livets rejse, kan man sige sådan lidt poetisk og højtideligt,- lige ord i Johannes smag.

I dag i kirken, skulle vi have sunget ”Det dufter lysegrønt af græs”, om sommer og lys og luft. Det er en dejlig tid, vi har nu og foran os. Og den skønne salme har vi til gode til, når vi snart skal mødes i kirken igen- Det bliver så godt! Men vi ved også, at sommeren, den varer ikke for evigt, så det er bare om at nyde den godt og grundigt. Sådan er det også med livet,- og det ved Jesus godt, og derfor ber han. Han ber for os: ”De er i verden, siger han”- vi er i verden. Verden, livet- med alt det dejlige, smukke og livsbekræftende, der er til os, men også med alt det svære, tunge og sorgfulde, det der kan gøre os bekymrede og kede af det og bange,- det er en del af turen- det liv, den rejse.

Da jeg var præst ude på Vestsjælland talte jeg med en mor, der havde mistet sit lille handicappede barn på kun 3 år det ene år. Og året efter var vi sammen igen om endnu en alt for lille kiste- hendes datter med samme handicap var nu også død. En ubærlig og ulykkelig situation.

De to børns mor gjorde mig opmærksom på en tankevækkende historie, et digt, som stærkt og klart beskriver livet, når det tager sådan et sving og man føler, at nu er timen kommet, og man kunne have lyst til at råbe: ”Stop, holdt, jeg vil af.”

Det lyder sådan her: Rejsen til Holland At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien. Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer. Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig. Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende... Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen... Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.

Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland" "HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland? Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien! Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er nu lavet om på rejseplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive... Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et helt rædsomt sted. Et sted fuldt kun af ondt, sult og sygdom. Det er bare et sted, som er anderledes. Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger, og du må til at lære et helt nyt sprog. Du møder helt nye slags mennesker, du ellers ikke havde mødt. Det er som sagt et sted, som bare er anderledes. Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt. Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret, ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland... Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter... Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien. De praler af hvor vidunderligt de havde det der. Og resten af dine dage vil du sige: "Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".
Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig.
Men hvis du bruger hele dit liv til at sørge over den kendsgerning, at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, det virkeligt vidunderlige ved Holland.

---

Jesus ber for os, og her kan vi hente mod og styrke, når kufferten for alvor bliver tung og rejsen svær og lang, og når vi kommer til vores Holland i vores liv- et helt andet sted hen, end det vi havde håbet på og planlagt og drømt om.

Når vi føler og mærker ”At nu er timen kommet”, der hvor vi står overfor afgørende timer og dage i vores liv: At stå ved en korsvej og ikke altid have kort og rejseplan med. Sygdom, svigt, sorg, depression og livets mørke og når vi mister et menneske, vi elsker og holder af. Her står vi magtesløse, vores handlemuligheder er ofte yderst begrænsede, og her er det svært, men vigtigt vigtigt vigtigt at se, at livet åbner sig op igen og rejsen fortsætter ikke kun i mørke.

Og det ved Jesus om nogen. Guds Søn og menneske, som os, og hans rejse var ikke let, men nødvendig: En rejse i kærlighed, hvor han betalte med sit liv og sin død, for at intet kan skille os fra Guds kærlighed. Jesus gik ud gennem dødens mørke til lys og liv- ud af graven påskemorgen.

Jesus ber for os. Jesus ber for os i alle vores livs dage- så bliver det ikke større.

Og Johannes, selv om du er en poetisktalende, til tider svær at blive klog på og ikke altid lige lige-ud-af-landevejen-rejsekammerat,- så tak for at det er dér, vi skal hen med dig i dag.

Jesus ber for os,- det har vi med os, det er vores rejsekost. Jesus ber for, at vi må altid må blive i Guds kærlighed, og at kærligheden altid må være mellem os, så mørket aldrig vinder,- så vi kan passe på os selv og på det lille eller store stykke af hinandens liv, som vi alle sammen holder i vores hænder. Amen.

Sognepræst Sanne Bügel Forner